Passionate People

Inspiration, ideer samt andet spændende og relevant indhold

for personer med nedsat mobilitet

På eventyr – med kørestol

Del dette indhold:

 

Jeg er en drømmer med stor udlængsel. Holder i høj grad af at opleve smukke, spændende rejsemål.
Det behøver ikke være stort og dyrt. Ej heller fantastisk flot, eksotisk eller komplet anderledes.
Men at rejse ude som hjemme er for mig et vigtigt, kærkomment afbræk i hverdagens faste rytme.

At trække stikket, slappe af, opleve ny natur og kultur og blive fyldt op af anderledes dufte, smage og indtryk… det er for mig livet 😊

Og hvordan så nå dertil… at realisere drømmene – at rejse og nyde sol, oplevelser, livet.
Ja, det lette svar er jo: ”Just do it”.

Som i mine yngre dage i 90’erne – afsted som backpacker i Asien med min veninde Anne-Marie. En dag ad gangen – se hvad der sker… og der skete meget.

Også sidenhen…
Ikke mindst i 2006, hvor jeg, livsændrende, blev rygmarvsskadet.

I dag ser jeg stadig min gode veninde, men ikke længere som rejsemakker. Jeg har – af nød – fået en helt anden følgesvend: min kørestol.

Den firhjulede ’makker’ er altafgørende for mig på grund af min rygmarvsskade. Kørestolen er knap så fleksibel som Anne-Marie 😊, så selvom jeg stadig med glæde kaster mig ud i rejser – er forberedelse blevet anderledes afgørende for mig.

Øverste punkt på min pakkeliste er derfor nu: Planlægning – med stort P.

I dette blogindlæg vil jeg sætte ord på mine rejseerfaringer som kørestolsbruger med meget begrænset gangfunktion.
Om forberedelses-fasen, fejl-fakta på hotelsider, apps med tips om tilgængelighed og toiletforhold. Om destinationer der duer. Og ord om at være kørestolsbruger på flyrejse.

Rejsekuffert pakket med research

På ferier medbringer jeg min Invacare E-fix el-stol og afhængig af rejselængde og destination eventuelt også min manuelle kørestol. De er gennem årene blevet luftet på vidt forskellige ferier, der har givet fantastiske minder.

Turen går – og er gået til – rejser herhjemme og udenlands i egen bil, charterferier til sydens sol, storbyferier i Europa og rundrejser i Asien.
Mine foretrukne rejsemål er lande med høj varme, hvor konstant ømme muskler får mulighed for at slappe anderledes af. Hverdagens opgaver bliver lagt til side, nervesystemet går i zen med ro og afslapning eller fyldes med intense indtryk fra pulserende storbyer.

Det er SÅ dejligt. Meeen – som andre nok også oplever – har overraskelser, gode som dårlige, det med at dukke op.

På den ene side:
Skidt pyt, for det medfører pudsigheder og ekstra oplevelser. Det er en del af charmen ved at rejse ud i det ’ukendte’, synes jeg.

Som når fx Bali-hotel-elevatoren svigter. Plan B iværksættes. Og turen til personale-elevatoren går ad eneste kørestols-farbare vej – gennem et hektisk køkken i zig zag-kurs forbi kokke, krabber, kyllinger og kål.
Eller som i Bologna i Italien, hvor verdens ældste universitet ligger og har kørestolsadgang ’langt omme bagved’. En besværlig, snørklet tur, der viser sig at gå gennem middelalder-gamle, smukt udsmykkede bygninger og bogsamlinger, der ellers er lukket land for turister.

Men på den anden side:
Det gør heller ikke noget at luge ud i disse ’overraskelser’.
For det er svært at finde smilet frem, når det viser sig, at turen op til jungle-restauranten midt på Bali er ad trin på snoet sti. Og eneste komme frem-mulighed er: båret på min ægtemands ryg.
Eller når airbnb-lejligheden i Budapest godt nok har den lovede elevator, men kun kan tilgås via flere høje trin.

Af erfaring bliver man klogere 😊
Min erfaring siger mig: hellere spørge en gang for meget om tilgængelighed mm.
Det gælder også, hvor noget virker ok – vurderet ud fra hotel-tekst og billeder, man fx kan finde på diverse bookingportaler. For den information er ikke nødvendigvis pålidelig.

Virkeligheden kan se anderledes ud – blandt andet erfaret på en af mine oplevelser i Malaysia. Min mand, vores to døtre og jeg var nået til byen George Town på Penang-øen. Overnatningerne blev hjemmefra booket på et smukt kinesisk hotel, der ifølge bookingportalen lovede god tilgængelighed med kørestol – og sådan så det også ud på hotel-billeder.

Så skulle den del jo være ok… men der var lige en kinesisk detalje:
For at holde onde ånder på afstand havde hotellets hoveddør en 30 cm høj bjælke af et dørtrin, der skulle forceres… og også fem høje dørtrin frem til handicaptoilettet!

Jeg har efterhånden lært lektien:
Inden jeg booker værelse, sender jeg gerne en mail til hotellet og beskriver mine særlige behov i forhold til tilgængelighed.
Jeg sikrer mig blandt andet, at elevatoråbningen er bred nok, og at elevatoren går op til etagen med mit værelse. Er der tvivl i afklaringen, spørger jeg eventuelt også til fotos af det konkrete værelse.

Det kan måske virke lidt anmassende og detalje-pedanteri, men hotelpersonalet har nu altid været meget behjælpelige med svar – og det lønner sig, er min dyrekøbte erfaring.

Web viser vej til verden

Udover direkte kontakt til hotellerne er der også hjælp at hente andre steder.

Når et potentielt rejsemål er i syne, går min vej i første omgang ofte forbi rejse-hjemmesiden TripAdvisor.

Jeg benytter den i forhold til restaurantbesøg, kulturelle oplevelser og ikke mindst til forberedelse af hotel-bookninger. På TripAdvisor uploader tidligere rejsende deres upolerede fotos af rejsemålet/ attraktionen. Det hjælper min planlægning godt på vej at kunne se de faktiske forhold.

YouTube er også et klik-og-kig værd. Filmklip om hotellet, seværdigheden eller byen giver fint indblik i, hvad jeg kan forvente. Kan jeg fx selv komme omkring?

Google’s Street View kan med fordel også bruges til at tjekke belægning og tilgængelighed her og der. Brosten og andre bump er ikke bedste venner med kørestolsbrugere, så det er rart at have et vist indblik i, hvad jeg kan forvente fx på tur fra togstation til hotel.

Som kørestolsbruger er og bliver tilgængelighed et nøgleord. Der er nu om dage heldigvis hjælp at hente i form af diverse tilgængeligheds-apps.
Her benytter jeg blandt andet Wheelmap:
Det er en database med informationer til kørestolsbrugere om adgangsforhold og nærmeste toilet. Brugbart og fint.

På Facebook er der desuden mange forskellige grupper relateret til at rejse med kørestol. Her findes de helt rette beskrivelser og gode råd fra andre rejsende kørestolsbrugere.

Kørestols-E-fixet til ferien

Planlægning hjælper som nævnt til at undgå de værste ’overraskelser’. Men selv den bedste research kan komme til kort, når man er fremme på destinationen og skal videre fra lufthavnen.

Rejser med en el-stol af den tungere slags umuliggør at løfte kørestolen ind i mere almindelig bil/ taxa/ tog. Udbuddet af lejebiler med lift er sparsomt, hvis overhovedet muligt.

Det giver panderynker. Hvad gør man…

Rejse med en manuel kørestol, der jo typisk kan løftes ind i en bil er en mulighed, men ikke funktionelt nok for mig og mine ’skubbere’.

De første storbyferier jeg var på – som kørestolsbruger – var i min manuelle kørestol. Min mand og andre har skubbet mig rundt, da jeg ikke er stærk nok i mine arme til selv at transportere mig frem udendørs.

Det har bestemt været gode ferier. Men ikke en fornøjelse at andre bestemte mit tempo og min bevægelse og retning. Samtidig også en anstrengende opgave at skubbe mig op og ned ad blandt andet Paris-boulevarder og Barcelonas lange Rambla.
Og sidst men ikke mindst:
Det er bare hyggeligst at være ved siden af hinanden på vej på eventyr.

De sidste otte års tid er mine rejser foregået i en Küschall manuel kørestol med påmonteret Alber E-fix-hjælpemotor fra Invacare. El-stolen styres med joystick. Den er med sine i alt 25 kg let, og hvert hjul på 8 kg kan klikkes af.

Den er det bedste køb, jeg har gjort siden min rygmarvsskade.
I familien kalder vi den elektriske kørestol ’E-fixen’. Den har i højeste grad fixet min transport rundt på destinationer ude som hjemme. Tre uger efter levering fik stolen og jeg vores ilddåb på en fantastisk rundrejse på Sri Lanka.

Det fungerer perfekt. Stolen kan løftes og placeres i bagagerummet på en almindelig personbil. På rejser har jeg derfor gode transportmuligheder i det offentlige, med taxa og i lejet bil. Ved flyrejse klikkes det luftfartsgodkendte lithium-batteri blot af og medbringes som håndbagage.

Bornholm – Bali – Barcelona – Bologna

Tilgængeligheden som kørestolsbruger er naturligvis meget forskellig rundt om i verden. Heldigvis bliver den forbedret her og der. Når en by får tildelt De Olympiske Lege og dermed også De Paralympiske Lege, bliver tilgængeligheden ofte bedre i værtsbyen. Jeg ser derfor frem til et gensyn med smukke Paris, med et håb om bedre offentlig transport som kørestolsbruger, når byen næste år er OL-værtsby.

Nogle lande/ byer har med deres helt unikke kultur eller natur ´slået benene væk under mig’. Steder jeg har et stort ønske om at opleve igen. Det er vidt forskellige steder rundt om i verden med hver deres charme.

Mine fire B’er kan varmt anbefales:

  • Bornholm: Klippeøen med skøn natur og mange steder med øget blik for kørestols-tilgængelighed, fx træbjælke-stier anlagt i klipper ved Allinge (nok takket være Folkemødet) og træ-stier ved Ekkodalen og Hammershus.
  • Barcelona: Sydens sol, strand, kunst og tapas: byen rummer det hele, og er en af de mest tilgængelige byer i kørestol. Man føler sig bare velkommen.
  • Bologna: Italiensk charme, spaghetti bolognese og bygninger i smukke brændte farver. Byens kendetegn er de mange lange arkader – omkring 40km i byens historiske centrum. Mange af dem med fint glat underlag uden trin ind til de mange butikker. Samtidigt er byen overkommelig i størrelse så offentlig transport ikke er nødvendig, hvis man bor centralt.
  • Bali: Et drømme-paradis. Bestemt ikke med let kørestols-tilgængelighed.
    Men derimod en ø med den smukkeste natur og kultur. På flere af de nyere hoteller er det muligt at finde kørestolsegnede hoteller.
    Transporten rundt på øen kan foregå meget billigt med egen privatchauffør. Perfekt når nu der er behov for plads til både familien, bagage og et par kørestole. Det er samtidigt trygt og fleksibelt.

En flyvende kørestol

I min første tid som kørestolsbruger foregik ferien i Danmark – i egen bil med lift. Det var trygt og rart i en hverdag fyldt med uoverskuelighed. Og skønne Danmark byder bestemt på mange fine oplevelser.

Men jeg fandt ud af, at flyrejser til fjernere rejsemål heldigvis også er muligt. Dog har min tur med kørestol gennem lufthavnens check in, security og boarding sin egen historie hver gang.

Flyselskaber og lufthavne har hver deres måde at håndtere kørestolsrejsende på. Personalet er dog yderst professionelt og har generelt godt styr på processen. Men der kan være svipsere. Så husk at pakke tålmodigheden med i kufferten.

Jeg har samlet følgende gode råd, der ud fra min erfaring, hjælper til at gøre flyrejsen med kørestol så optimal som muligt.

Ved køb af flyrejse:

  • Køb med fordel en direkte flyvning for at minimere risiko for at kørestolen bliver væk ved flyskift.
  • Kontakt rejsebureauet eller flyselskabet senest 48 timer før rejsen for at informere om,
    at du medbringer kørestol og om du har behov for assistance i lufthavnen.
  • Oplys rejseselskabet/ flyselskabet om kørestolens mål, vægt og batteritype.
    Der er særlige regler for, hvilke batterityper der må medbringes.
  • Overvej om du har brug for køb af bestemt plads i flyet evt. tæt på toilettet, tæt på ind/ udgang.
  • Overvej om du har brug for leje af beskyttende Airshell til kørestolen.
  • Undersøg om du må tage både en manuel og en el-kørestol med på flyet.
    Nogle flyselskaber kræver et gebyr for kørestol nummer to.
  • Bestil evt. egen transport i stor taxa fra lufthavn til hotellet.

Inden afrejse:

  • Pak lappegrej og umbracco-nøgler/ værktøj til let reparation af kørestol og kørestolspude.
  • Ved længere rejse i land med høj luftfugtighed tørrer kuglelejrer let ind. Hav derfor en lille pakke smørelse med.
  • Giv kørestolen et service-tjek inden afrejsen.

Ved check-in i lufthavnen:

  • Vær klar i god tid (2-3 timer før afgang). Det tager ekstra tid at checke en kørestol ind.
  • Oplys kørestolens vægt og mål.
  • Informer om batteritypen. Medbring dokument fra kørestolsfirmaet vedrørende batteriets specifikationer.
  • Sæt evt. Apple-tag (gps-enhed) på kørestolen i tilfælde af den bliver væk.
  • Tag foto af kørestolens udseende inden den afleveres i tilfælde af, den bliver skadet.
  • Oplys om du har behov for flyselskabets specialkørestol inde i flyet.
  • Kørestolen afleveres ved check-in, ved stor-bagage eller ved flyets dør. Det er forskelligt, hvordan dette håndteres af flyselskabet.
  • I de fleste lufthavne kan du bruge din egen kørestol eller dit eget hjælpemiddel, indtil du når gaten. Hvis det ikke er muligt, kan du låne en kørestol i lufthavnen.
  • Hvis der er trapper op til flyet, og du ikke har gangfunktion, bestilles særlig lift-transport.

Tjekliste i lufthavnen ved kørestol-check-in:

  • Fjern løse dele på kørestolen – læg ryglænet ned.
  • Læg batteri og løsdele i håndbagagen.
  • Sæt kørestolen i frihjul-tilstand, så flypersonalet kan flytte stolen uden brug af joystick.
  • Sæt tape på batteriets stik for at beskytte det.
  • Pak eventuelt kørestolen i særlig gennemsigtig pose, der oftest kan købes i lufthavnen eller pak kørestolen ind i airshell.
  • Hvis du benytter trykaflastende pude i kørestolen: tag denne med ind i flyet til flysædet.

OBS: Luftpuder bliver hårde, når kabine-lufttrykket ændres.

Ved gaten:

  • Kom i god tid til gaten, da du som kørestolsbruger skal først ombord på flyet.

 

God rejse 😊

 

Har du lyst til at læse mere?