Passionate People

Inspiration, ideer samt andet spændende og relevant indhold

for personer med nedsat mobilitet

Fem ting kørestolsbrugere hader på arbejdspladsen

Fem ting kørestolsbrugere hader på arbejdspladsen
Del dette indhold:

Hvis du sidder i kørestol og har et job, har du måske oplevet en række situationer, som har efterladt dig helt paf og en smule forurettet.

Ligesom i en række andre situationer i hverdagen kan handicappede personer ofte føle, at de er oppe imod naturkræfter og må kæmpe en brav kamp blot for at blive hørt.

At finde et job er som regel svært nok, når du sidder i kørestol, på grund af uudtalt diskrimination og/eller utilstrækkelig tilgængelighed på jobmarkedet. Så når du omsider lander det godt job, er det frustrerende, at problemerne tilsyneladende ingen ende vil tage.

Her er fem eksempler på ting, som ingen kørestolsbrugere ville bryde sig om at opleve på arbejdspladsen. Forhåbentlig har du ikke selv været ude for nogen af dem – og husk, at jeg skriver ud fra min egen personlige erfaring, så mine argumenter er subjektive. Det, der irriterer mig, irriterer måske ikke dig. Denne artikel er blot ment som en ”underholdende” oplistning af nogle uheldige situationer og potentielle brølere på arbejdspladsen.

Når arbejdsgiveren antager, at du kommer til at få meget sygefravær

Dette er en af de ting, som ofte kan betyde, at den handicappede slet ikke får noget job. Når arbejdsgiveren ser den handicappede, sker det sommetider, at han eller hun af en eller anden grund straks antager, at jobansøgeren har brug for masser af lægebehandling og derfor sikkert ofte vil bede om fri fra arbejde for at gå til behandlinger eller genoptræning.

Her bør reglen være: ”Man må aldrig bare antage noget!” Spørg i stedet for…

Det er helt og aldeles forkert at tro, at alle kørestolsbrugere har komplekse behov for behandling. Hvis kollegerne går rundt og antager ting om den handicappede medarbejder, vil det højst sandsynligt forværre den handicappedes situation.

Når skrivebordet ikke passer i højden

Hvis du er kørestolsbruger og har et kontorjob – eller bare et job, der kræver, at du arbejder ved et skrivebord – er der ikke noget mere irriterende end at komme på arbejde og opdage, at dit skrivebord har en forkert højde og er ukomfortabelt for dig at arbejde ved, når du sidder i din kørestol. Det er ellers noget, som nemt kan undgås, da der findes masser af hæve-sænke-borde på markedet. Og det er jo ikke kun et problem for handicappede, men også for personer, der er enten meget høje eller meget lave. Så det ville da være bedre at have indstilleligt kontorinventar til alle og ikke kun til kørestolsbrugere.

Når der står ting og fylder op i gangene

En anden ting, som jeg virkelig kan blive frustreret over er, når kollegerne lader ting ligge og flyde på gulvet, så de er i vejen og i øvrigt udgør en oplagt brandfare. Gangarealer på en arbejdsplads bør være ryddede, så både handicappede og ikke-handicappede kan komme uhindret rundt.

Når kollegerne sætter sig på hug for at tale med dig

Det er almindeligt kendt, at man ikke sætter sig ned på hug, når man vil tale med en kørestolsbruger. Forestil dig så lige, hvor akavet det er i arbejdsmæssig sammenhæng, når dine kolleger tror, det er en god ide at sætte sig på hug, så de kan tale med dig i øjenhøjde. Det er nedværdigende og hører sig ikke til på en arbejdsplads (…eller noget andet sted).

Når folk tror, du ikke kan klare en stor arbejdsmængde

Det er utroligt, hvad folk kan antage, når de ser en person i en kørestol. Der er sikkert mange på arbejdsmarkedet, der har ment, at man ikke kan være bekendt at belaste en handicappet medarbejder med en stor arbejdsbyrde – men sådan bør det ikke være. Det er et misforstået hensyn og en nedværdigende adfærd. Alle medarbejdere bør behandles lige, og hvis en kørestolsbruger/handicappet medarbejder skal løse en stor arbejdsopgave, så lad ham gøre det! – Vi kan sagtens!

Har du også haft en uheldig oplevelse på arbejdspladsen som kørestolsbruger? Så find os på de sociale medier, og fortæl os om det! Og hvis du vil læse flere artikler som denne – fx ” Job og handicap: Hjælp, ordninger og nyttige adresser” – så skulle du tage og besøge Invacare’s blog – Passionate People!