Passionate People

Inspiration, ideer samt andet spændende og relevant indhold

for personer med nedsat mobilitet

5 gode aktiviteter for børn i kørestol – uanset årstid!

kreavtiv leg i kørestol, aktiviteter
Del dette indhold:

Når årstiderne skifter, sker der også ændringer i vejret – og det betyder, at der altid er nye, sjove aktiviteter for børn i kørestol. Om foråret kan I lave havearbejde og lege udenfor. Om sommeren er der masser af sjove aktiviteter, I kan lave på stranden og i solen. Om efteråret kan I glæde alle med hjemmebag eller lege i de visne blade. Og om vinteren kan I hygge jer indenfor med brætspil og kreative aktiviteter – eller tage en sneboldkamp. Her har vi lavet en liste over fem fabelagtige aktiviteter for børn i kørestol, som kan tilpasses efter årstiden og vejret.

  1. Lav trylledej i flotte farver.
    Der findes mange opskrifter på nettet. De fleste opskrifter er på ufarvet trylledej, men I kan lave flotte farver ved at tilsætte frugtfarve. Giv aktiviteten et tvist ved at bruge farver og andre ting (f.eks. krymmel), der passer til årstiden og jeres humør! Her er en god opskrift, som er nem at tilpasse. Børn elsker den sansemæssige oplevelse, det giver – men husk, det kan grisse lidt!
  2. Lav kreative ting af årstidens materialer fra naturen.
    Om foråret kan I finde blomster, som I kan presse eller tørre og bruge til projekter som fx disse hjemmelavede bogmærker til børn. Om sommeren kan I hente sand på stranden og bruge det til flotte sandbilleder. Om efteråret kan I samle blade og bruge dem til kreative projekter. Blade er utrolig alsidige og kan bruges på mange forskellige måder.
  3. Lav en krans.
    Denne krans kan laves uden ståltråd eller kendskab til blomsterbinding. Det eneste, I skal bruge, er nogle materialer fra naturen, en paptallerken og noget lim. Om efteråret kan I bruge visne blade, om foråret og sommeren kan I bruge blomster og græsstrå, og om vinteren kan I bruge stedsegrønne planter. Før I begynder, kan I tage på skattejagt i naturen for at finde de bedste materialer til jeres krans. Herefter kan dit barn bruge sin fantasi til at lave en flot dekoration uden at skulle forlade sin kørestol på noget tidspunkt.
    Denne aktivitet er så nem, at selv meget små børn kan være med, hvis blot de får lidt hjælp.
  4. Tag på udflugt.
    Hvilke spændende destinationer har I inden for rækkevidde? Vælg et bestemmelsessted, der passer til vejret. Når temperaturen er behagelig, kan I tage på endagstur til et udendørs sted eller besøge en lokal bondegård. Nogle gårde har “åben gård”-arrangementer med rundvisninger og nærkontakt med dyrene. Friluftsteater er også en sjov aktivitet, når vejret er godt. I de kolde måneder kan det være bedre at vælge indendørs steder, ex museer, oplevelsescentre eller lokale virksomheder og fabrikker, der tilbyder rundvisninger. Ring altid i forvejen for at undersøge adgangsforholdene på stedet, og om dit barn vil kunne se størstedelen af attraktionerne.
  5. Byg en udendørs hule med en hemmelig sti.
    Børn elsker at bygge huler og lave hemmelige stier. Vælg et kørestolsvenligt sted i din have, og find materialer, som dit barn kan bygge en hule af. Pap, grene, havestole og tæpper er særdeles velegnede. Afhængig af dit barns mobilitet kan du eventuelt hjælpe med at bygge hulen og lade barnet lege i den bagefter. Når efteråret kommer, og du alligevel skal rive blade sammen, kan du lave en labyrint af bladene – du bestemmer selv, hvor nem eller svær den skal være. Det eneste, du skal sikre dig, er, at terrænet er kørestolsvenligt.

Ud over disse sjove aktiviteter er der masser af andre aktiviteter for børn i kørestol, som kan tilpasses efter årstiden. Alle kreative projekter, som barnet kan lave siddende, kan tilpasses efter årstidens farver og materialer. Udskift spillebrikkerne i enkle brætspil (fx dam) med agern og majskerner, strandglas eller strandskaller. Lav mad eller bagværk med forskellige temaer – brug opskrifter, som passer til årstidens råvarer eller højtidernes traditioner.

Det er bare om at komme i gang – og nyde mange hyggestunder med dit barn. Selv om dit barn er kørestolsbruger, behøver det ikke gå glip af de traditioner og aktiviteter, vi alle sammen elsker!

Teksten er oversat fra engelsk.
Forsatter: Annie Beth Donahue er professionel skribent med fokus på sundhed og handicap. Du kan læse mere om hende på www.anniebethdonahue.com.