Passionate People

Inspiration, ideer samt andet spændende og relevant indhold

for personer med nedsat mobilitet

Kørestolsegnet! Tag med Eurostar fra London til Paris med stil

Eurostar - kørestolsvenlig rejse mellem london og paris
Del dette indhold:

Når du skal vælge en kørestolsegnet feriedestination, kan du nemt komme til at glemme, at det også er vigtigt at kunne nå frem til dit bestemmelsessted.

Du har sikkert prøvet adskillige gange at blive så begejstret, at du er taget af sted til et museum, et galleri eller en anden seværdighed uden først at undersøge om du på kørestolsegnet vis kan når frem – kun for at opdage, at det vil tage det meste af dagen overhovedet at nå frem. Så kan begejstringen lige pludselig ligge på et meget lille sted!

Var det noget med en sviptur fra London til Frankrig – med direkte transport til Paris eller Disneyland? I så fald kan du roligt glæde dig! Og der er ingen fare for, at din begejstring forsvinder, takket være Eurostars fantastiske service. At tage denne togtur er enkelt også i kørestol.

Først og fremmest er det vigtigt at sikre, at du klikker de rigtige steder på hjemmesiden, når du bestiller biletter. Du kan få en enkeltbillet fra London til Frankrig til dig selv og en ledsager for under 250 kr. – og så er det endda på business class og med et let måltid inkluderet i prisen. Imponerende, ikke? Du kan bestille billetterne online. På bookingsiden skal du klikke på kørestolsikonet, og herefter vil du blive guidet igennem resten. Der er også et telefonnummer, du kan ringe til, hvis det bliver nødvendigt, og sjældent har vi talt med så hjælpsom en medarbejder – det var endnu et stort plus!

Lad rejsen begynde

Din rejse begynder på stationen London St Pancras, hvor du kan glæde dig over hurtig indtjekning og gratis adgang til stationens Business Lounge (med gratis snacks og alkohol – det var svært ikke at blive lidt småberuset på turen!) Her finder du også en oplader til din telefon, magasiner til at tage med på togturen og smarte elevatorer, som fører til de elegante og handicapegnede toiletter. Og de brune læderstole og individuelle læselamper giver hele oplevelsen et strejf af elegance. Herefter skal du blot vente på at blive hentet af en medarbejder, som kører dig og din bagage ud til perronen, hvor det hjælpsomme togpersonale sikrer, at du kommer om bord på toget via en kraftig rampe. Herefter kan du sandsynligvis vælge imellem at blive siddende i din kørestol eller flytte dig til et togsæde, alt efter hvor fyldt toget er. Lige uden for din togvogn finder du et handicaptoilet – det er praktisk at have i nærheden efter alle de drinks i loungen! Nyd et glas vin, læs i de gratis magasiner, og spis en frokostret med laks og chokolademousse til dessert – og før du ved af det, er du i Kærlighedens By!

Et hurtigt tip til dem, der skal videre fra Paris, f.eks. til Strasbourg (en smuk og helt igennem handicapegnet, sporvognsfyldt storby, som bestemt er et besøg værd!): Din billet videre igennem Frankrig skal bookes hos SNCF, som er Eurostars franske partner. Her findes lignende rabatbilletter, men de er vanskelige at bestille online, og du skal ringe til en særlig telefonservice for handicappede. Hvis dit franske er lidt rustent, kan det være lidt af en udfordring at få fat i disse billetter – det var det for os! Det kan derfor kraftigt anbefales at få hjælp til denne del!

Rejseguide

Kunne du lide denne artikle om en kørestolsegnet rejseform? Så kan du læse mere i den komplette guide om rejser i Europa, skrevet (på engelsk) af Emily Yates og Anthony William.

Du kan bestille guiden her.

Teksten er oversat fra engelsk.