Passionate People

Inspiration, ideer samt andet spændende og relevant indhold

for personer med nedsat mobilitet

Indkøb: 5 nyttige tips til dig som er kørestolsbruger

indkøb supermarked gangareral handle ind
Del dette indhold:

Er du blevet kørestolsbruger, er der mange ting, du skal lære på ny. En af dem er, hvordan du nemmest foretager dine dagligvareindkøb. Når du er på indkøb i kørestol, kan nogle simple ting, du tidligere ikke skænkede en tanke, pludselig være blevet til udfordringer. Men hvis du planlægger turen på forhånd, får du en bedre oplevelse. Her er fem nyttige tips til, hvordan du gør indkøbsturen lidt nemmere som kørestolsbruger.

Find en butik med gode adgangsforhold

De fleste dagligvarebutikker har rimelige adgangsforhold, men nogle er nemmere at komme rundt i end andre. Jo bredere gangene er, jo bedre. Ideelt set skal du kunne vende kørestolen helt rundt midt på gangen uden at støde imod hylderne.

Langt de fleste dagligvarebutikker har en indgang med niveaufri adgang og automatiske døre. Få mindre, lokale butikker kan være mindre tilgængelige end de store, mere moderne kædebutikker, da de lokale butikker ofte findes i ældre bygninger med trin og døre i almindelig størrelse. Derfor kan det være, du må køre lidt længere for at finde en butik, der fungerer for dig.

Lav en indkøbsliste

At lave en indkøbsliste er en god ide for alle, men det kan spare dig for særligt meget besvær, når du sidder i kørestol. Når du skriver din liste, er det en god ide at gruppere varerne efter, hvor du finder dem i butikken. Skriv eksempelvis alle kødprodukter sammen, alle mejeriprodukter sammen osv. Det sparer dig for overflødige ture rundt i butikken.

Vælg tidspunktet for indkøb med omhu

Hvis du ved, at din foretrukne dagligvarebutik altid er stopfyldt med kunder fredag eftermiddag, så vælg et andet tidspunkt. Vælg et tidspunkt, hvor der er sandsynlighed for at der er færre kunder i butikken. Det har to fordele: Der er mere plads til, at du kan komme rundt med din kørestol, og personalet har bedre tid til at hjælpe dig.

En anden ting, der er god at overveje, er, hvilke dage (og tidspunkter på dagen) butikkerne får leveret varer. Hvis du kun har energi til at købe ind én gang om ugen, vil det være ærgerligt at gøre det på en dag, hvor din yndlingsost er udsolgt. Prøv at finde ud af, hvornår butikken får leveret friske varer, og køb ind hurtigst muligt derefter. Så slipper du for at skulle af sted igen senere på ugen for at købe de manglende varer.

Medbring evt. hjælpemidler

Der vil altid være varer i butikken, du ikke kan nå eller se. I stedet for at skulle tage en ledsager med på indkøb, kan du medbringe hjælpemidler, der kan hjælpe dig. Du kan fx bruge en gribetang til at nå varer på de øverste hylder, og et spejl med en stang kan bruges til at se ned i beholdere og kølediske og på hylder, der er uden for din synsvidde.

Få varerne leveret

Hvis du stadig ikke føler dig helt klar til en stor indkøbstur til dagligvarebutikken, kan du overveje at få varerne leveret. I flere og flere butikker kan du købe ind online og få varerne leveret. Online shopping er også en god mulighed at have, hvis du en dag føler dig utilpas, eller vejrforholdene forhindrer dig i at køre ud.

Selv om det er blevet vanskeligere end tidligere, er det vigtigt at komme ud af huset og ud i samfundet igen. Det øger din selvstændighed at kunne foretage dine egne indkøb. Det giver dig også mulighed for at møde andre mennesker. Hvis du ikke har lyst til at købe ind alene, kan du eventuelt aftale et tidspunkt med en ven eller veninde, hvor I sammen køber ind. Det gør indkøbsturen hyggeligere, og hvis det viser sig, at du har brug for mere hjælp, end du troede, kan du bede din ven om hjælp.

Med tiden vil du måske opfatte dine ugentlige dagligvareindkøb som en udflugt, du ser frem til, i stedet for en sur pligt.

God fornøjelse!

 

Teksten er oversat fra engelsk.
Forfatter: Annie Beth Donahue er professionel skribent med fokus på sundhed og handicap. Du kan læse mere om hende på www.anniebethdonahue.com