Handicap i medierne – opture og nedture
Vi med handicap bliver ofte overset i medierne. Vi er underrepræsenterede i talentshows, i aviser, ja selv i politik, hvilket fører til en mangel på bevidsthed om og forståelse for handicap i samfundet. På den anden side kan handicap i medierne både være positivt og negativt og føre til op- og nedture for handicappede – denne artikel ser på hvordan og hvorfor.
Det positive – bevidsthed og læring
Det kan kun være positivt, når handicap beskrives realistisk i medierne. Mange ”almindelige” mennesker, som lever ”almindelige liv”, er aldrig stødt på og har aldrig været i kontakt med en person med et handicap, så de frygter selvfølgelig at komme til at gøre eller sige noget forkert og ender ofte med at undgå situationen eller ignorere den handicappede for at håndtere denne frygt. Når TV-shows/-serier, film og avisartikler portrætterer handicappede og dokumenterer deres liv på en ærlig og lærerig måde, kan det ofte være med til at øge bevidstheden og forståelsen hos folk og fællesskaber, som ellers ville være bange for handicappede, og det kan derfor medvirke til at skabe mere handicapvenlige og inkluderende samfund og offentlige rum og sikre, at venlighed og empati bliver toneangivende.
Det negative – opfattelser af superhelte og ’samfundsnassere’
Jeg boede i London på tidspunktet for de Olympiske og Paralympiske lege i 2012. Jeg er kørestolsbruger og blev jævnligt spurgt af taxi- og buschauffører, om jeg deltog i de paralympiske lege, og om de måtte få min autograf. Selvom det var flatterende og på mange måder sjovt, satte det også tankerne i gang hos mig. At spørge mig om jeg deltog i de Paralympiske lege, alene fordi jeg er kørestolsbruger, er lige så latterligt, som hvis man spurgte en person, om vedkommende havde vundet medaljer som konkurrenceløber, bare fordi vedkommende kom løbende igennem en park. Men de Paralympiske lege var et af de første områder, der viste handicap i mainstream-medierne, og det var derfor herfra, mange mennesker fik deres første viden og bevidsthed om personer med handicap. Og selvom det var fantastisk med den øgede repræsentation af handicappede i byen og i medierne, førte det også til forkerte opfattelser og negative mediehistorier om det at være handicappet.
Pludselig troede mange ikke-handicappede, at alle handicappede var i stand til at deltage i de Paralympiske lege (hvilket som nævnt er lige så latterligt, som at jeg tror, at alle ikke-handicappede kan løbe lige så hurtigt og få lige så stor succes som Wilson Kipketer!). Denne opfattelse fik næring af nogle ret ubehagelige avisartikler, som antydede, at handicappede, der ikke var ‘inspirerende supermennesker med guldmedaljer om halsen’ i stedet var dovne ’samfundsnassere’, der foretrak at leve af statens midler fremfor at udnytte deres eget potentiale. Selvom det er fantastisk, når handicappede er i medierne, så er det også vigtigt, at det sker på den rigtige måde. Der er ikke større sandsynlighed for, at handicappede kommer til at deltage i de paralympiske lege end for, at ikke-handicappede bliver en del af de Olympiske lege. De to konkurrencer stiller samme krav til indsats, træning, talent og karakterstyrke. Og bare fordi en handicappet arbejder på kontor eller ikke er i stand til at arbejde på grund af deres tilstand, gør det dem ikke til samfundsnassere. De handicappede har ret til ligeværdig og ærlig repræsentation i medierne, som hverken beskriver os som supermennesker eller dovne, men almindelige mennesker, som bare gerne vil leve deres ”almindelige liv”.
Det er nemlig sådan, de fleste af os er!
Fremstillingen af handicappede i medierne skal helst ikke fremme medfølelse, men gerne føre til forståelse, viden og bevidsthed. Det at vise en forholdsmæssig andel af handicappede i medierne kan føre til en autentisk, ærlig og dybfølt fremstilling, og kan give handicappede mulighed for at opleve mindre diskriminering, flere handicapvenlige steder og flere muligheder. Og det er en verden, som vi alle bør arbejde henimod.