Passionate People

Inspiration, ideer samt andet spændende og relevant indhold

for personer med nedsat mobilitet

Verdensberømte kunstnere med handicap

2 kunstere kigger på eget maleri, den ene kunstner arbejder fra en kørestol
Del dette indhold:

Når vi tænker på kunstnere, er det som oftest deres talent, kreativitet og visioner, vi har fokus på og i vores tanker sætter vi ofte disse berømte kunstnere på en piedestal af genialitet. Og adskiller dem på denne måde fra almindelige mennesker, især os selv. Men var du klar over, at mange berømte kunstnere, udover at være yderst talentfulde, også havde et handicap at tage hensyn til?

Her er et lille indblik i, hvordan fem verdensberømte kunstnere levede med handicap. Måske du bliver overrasket over hvem…

Michelangelo

Eksperterne er ikke helt enige om, om Michelangelo havde urinsyregigt eller slidgigt. Men uanset hvad, er det et faktum, at den berømte maler og skulptør havde store problemer med at bruge sine hænder. Han havde både smerter og begrænset funktionalitet og bevægelighed i hænder og fødder.

Og ikke bare det – kunstneren var også plaget af nyresten, hvilket mest peger i retning af, at diagnosen var urinsyregigt. Hvad enten han havde slidgigt eller urinsyregigt, så fortsatte Michelangelo med at bruge hammer, mejsel og pensel, indtil han var næsten 89 år gammel!

Nogle mener, at Michelangelos helbredsproblemer hang sammen med overdreven brug af kroppen. Gentagne bevægelser kan skade leddene. På den anden side anbefaler lægerne, at hvis man har gigt, er det bedste, man kan gøre for sine led at sørge for at holde dem i bevægelse. Fysioterapi eller rekreative aktiviteter kan holde dig frisk længere.

Francisco Goya

Goya er kendt som en af de bedste portrætmalere i historien. Men kunstanalytikere deler hans malerier op i to perioder – før og efter hans sygdomsperiode. Eksperter mener, at Goya primært led af neurologiske problemer på grund af syfilis. Han kæmpede med hovedpine, svimmelhed, høretab, visuelle problemer, og han havde endda bevægelsesproblemer med højre arm.

Til behandling af sin syfilis brugte Goya salver med kviksølv – et andet giftigt stof. Oven i alt det indeholdt mange af de farver, han arbejdede med hver dag, bly. Mange faktorer kan have bidraget til Goyas dårlige helbred.

Helbredsproblemerne førte til en periode med depression og vægttab, men Goya fortsatte med at male. Til sidst blev han døv, men hans verden af visuel kunst fortsatte. Hans tidlige værker var forholdsvis realistiske, men efterhånden som hans sygdom blev mere fremskreden, blev hans kunst mere dramatisk og fantasifuld. Goyas sygdom begrænsede ikke hans evner, de ændrede dem bare.

Paul Klee

Paul Klee var maler, digter og filosof. Han skabte et stort antal malerier og tegninger i surrealistisk stil. Selvom han var tysk, blev Paul Klee regnet som én af surrealisterne i Paris i 1920’erne og 30’erne. Mens han stadig var yderst produktiv, pådrog Paul Klee sig i 1935 en mystisk sygdom.

Hans symptomer var bl.a. hudforandringer og problemer med de indre organer. Til sidst, i 1940, døde han af sygdommen uden at have fået stillet en diagnose. Diagnosen fik endeligt et navn ti år senere: skleroderma.

Klees sygdom var sjælden og kompliceret. Det anslås, at stil og tema i 90 af hans seneste værker var påvirket af hans sygdom. På trods af sin ukendte, systemiske sygdom fortsatte Klee med at lave kunst i yderligere fem år. Hen imod slutningen af sin levetid brugte Klee sin erfaring til at tilføre sin kunst spiritualitet.

Van Gogh

Vincent Van Gogh havde både temporallapsepilepsi og en bipolar lidelse. Han blev født med en hjerneskade, som muligvis blev forværret af hans brug af absint. Det menes, at hans læge, Dr. Gachet, udskrev digitalis til at behandle hans anfald. En almindelig bivirkning af denne medicin er, at man ser gule pletter. Nogle historikere mener, at det måske var derfor, Van Gogh syntes at elske den gule farve i sin kunst.

Van Gogh skabte kunst i et højt tempo. Han var til tider manisk og producerede værker nærmest på samlebånd og var derefter depressiv i en periode. Disse udsving førte til overvejelser om, at Van Gogh sandsynligvis havde en bipolar lidelse. Han var utrolig produktiv i sin maniske fase. Han var også kendt for at have skrevet over 800 breve!

Nogle af de symptomer, Van Gogh havde, har muligvis bidraget til hans kunst. Det menes for eksempel, at hans berømte maleri Stjernenatten var inspireret af de lysende ringe, haloer, som Van Gogh muligvis så i virkeligheden omkring oplyste genstande på grund af hævelser i nethinden.

Henri Matisse

Henri Matisse blev kørestolsbruger efter en kræftoperation. Han lod ikke sin funktionsnedsættelse lægge en dæmper på humøret. I stedet fik han fornyet energi og kaldte de sidste 14 år af sit liv “une seconde vie,” altså hans ”andet liv”. Matisse oplevede, at denne periode som kørestolsbruger gav ham mulighed for at genoverveje sine prioriteringer og tillade ham at gøre og sige, hvad han havde lyst til.

Matisse tilpassede sine kunstneriske metoder til livet i en kørestol. Han begyndte at lave kunstværker af farvede papirformer. Han klippede formerne ud og fik en assistent til at sætte dem fast de rigtige steder på et stort stykke papir på væggen. Matisse brugte også kridt fastgjort for enden af en pind til at skitsere billedet i grove træk.

Når Matisse talte om sit arbejde, sagde han, at selvom hans bevægelighed var begrænset, var han i stand til at slentre gennem haver via sin kunst. Selvom han ikke længere var i stand til at rejse, kunne Matisse opleve skønheden omkring sig gennem den kunst, som han skabte med sine egne hænder.

Og listen er langt fra slut

Tænk på Mozart, Frida Kahlo og vores egen P.S.Krøyer! Har du lyst til at læse om endnu flere kunstnere med handicap, som har skabt fantastiske ting? Se artiklen Famous Disabled People To Inspire Your Day, der indeholder en liste med skuespillere, politikere og sportsudøvere, som har fået stor succes på deres felt.

 

Teksten er oversat fra engelsk.
Forfatter:  Annie Beth Donahue er professionel skribent med fokus på sundhed og handicap. Du kan læse mere om hende her: www.anniebethdonahue.com