Passionate People

Inspiration, ideer samt andet spændende og relevant indhold

for personer med nedsat mobilitet

Parasport: Sitski og monoski – Alpint skiløb for handicappede

Sus travel sitski alpin for handicappede - siddende i sitski monoski
Del dette indhold:

Skiløb er sjovt og udfordrende for alle – og også handicappede kan nyde at suse ned ad fjeldet. Der findes forskellige former for udstyr fx sitski og monoski, der gør, at kørestolsbrugere og andre handicappede også kan nyde en velfortjent og aktiv skiferie.

Sitski og monoski

Sitski er ski, der har et formstøbt skalsæde, der er monteret i et ophæng på skiene, og som skiløberen sidder på. Der er stødabsorbering under sædet, der gør det mere behageligt for skiløberen, og sædet er fastgjort til skien ved hjælp af en kraftig metalramme. Skiløberen styrer farten og bevægelserne med overkroppens vægtforskydning og evt., med et par krykski. Krykskiene anvendes således på næsten samme vis, som skistavene anvendes af øvrige skiløbere.

Sitski er udviklet for kørestolsbrugere eller personer med andre handicaps, fx spastisk lammelse eller nedsat bevægelighed. Sitski blev opfundet i 1960’erne og blev hver gang specialbygget til den enkelte skiløber. Udstyret var oftest ret tungt og uhandy og kunne kun bruges på bestemte bakker.

Teknologien er blevet meget bedre med tiden, og i 1980’erne blev sitski mere og mere avancerede. Moderne sitski er meget lettere og kan bruges på mange forskellige bakker. Sitskien er enten mono (med en ski) eller Bi (med to ski under) og sættes på helt almindelige ski.

Bi-skien anvendes primært til børn med multible handicaps, der grundet funktionsnedsættelsen ikke selvstændigt kan køre på ski. Skiløberen stabiliseres ved hjælp af positioneringspuder, der tilpasses den enkelte i forhold til det handicap, personen har. Bi-skien styres af en hjælper, der kører bag bi-skien.

Monoski anvendes af personer, der er mere selvhjulpne og som har funktionalitet og mobilitet til at kontrollere bevægelser i minimum den øverste del af overkroppen.

Biski, skiferie for handicappede, sus tracel, sitski, monoski

Spotlight: Sitskiløber Josh Dueck

Canadieren Josh Dueck var skiløber, før han blev handicappet. Men en skade på rygsøjlen, som han pådrog sig under et skiløb i 2004, lammede ham fra taljen og ned. Dueck var efter sin ulykke fast besluttet på at fortsætte med sin sportsgren, så han begyndte at undersøge mulighederne for handicapskiløb og faldt over sitski, som han i dag mestrer i international klasse.

Dueck er kendt for at have lavet den første baglæns salto på sitski nogensinde, og han har deltaget i sitski-konkurrencer verden over, bl.a. i Sochi ved de Paralympiske Vinterlege.
En af udfordringerne han oplever med den alpine sport for handicappede er, at de forskellige ski er individuelt gode til forskellige skiløbsdiscipliner – nogle er gode til hurtige bevægelser, som fx slalom, mens andre er bedst, når der kræves stabilitet. Derfor har han sammen med Canadas paralympiske skiteam arbejdet på at udvikle en sitski, han kan anvende i alle disciplinerne ved de Paralympiske Vinterlege. Og samtidig kan bruge ved opvisninger, hvor han fx laver sin fabelagtige baglæns salto!

Sitski in action

Sitski skal ses “in action” og gerne med dygtige sportsfolk i sædet for at forstå, hvor fantastiske disse avancerede ski er. Denne video fra Disabled Sports USA viser, at denne hæsblæsende aktivitet er perfekt til enhver handicappet adrenalinjunkie, der er på udkig efter en ny hobby.

Vil du prøve sitski?

Hvis du gerne vil prøve sitski, kan du kontakte Parasport Danmark for at høre mere om de alpine sportsmuligheder i Danmark. Parasport Danmark kan orientere om skisportsklubber, klassificeringer mv.
En anden mulighed er at tage på skiferie og kaste sig ud i det sammen med resten af familien. – God idé ik?

Vores anbefaling vil være, at du får hjælp til at booke den perfekte (sit)skiferie. Her i Danmark findes flere rejseselskaber som tilbyder ferier tilpasset rejsende med handicap. Et af disse selskaber er Sus Travel. Hos Sus Travel tilbyder de skræddersyede rejser for alle med særlige behov – deres udgangspunkt er ”rejser uden begrænsninger”. Sus Travel er ydermere eksperter i aktive rejser og specialister i at finde det rigtige udstyr til din perfekte ferie.

Sus Travel i Sestriere i Italien

Sus Travel