Passionate People

Inspiration, ideer samt andet spændende og relevant indhold

for personer med nedsat mobilitet

Historie og kultur i Berlin: En storby med stor tilgængelighed

Handicapvenlig storby - Berlin - kultur og tilgængelighed

I denne artikel finder du relevante oplysninger om den tyske storby Berlin, såvel om nogle af byens kulturelle oplevelser samt om de nævnte steders tilgængelighed.

Vi håber, at du får en alletiders ferie uden de store forhindringer!

Berlin som handicapvenlig by:

Tysklands hovedstad er ofte blevet beskrevet som en “fattig, men sexet” storby – og når du bevæger dig rundt i Berlins gader, er det nemt at se, hvor dette slogan stammer fra. Selv om Berlin måske ikke hører til de mest velstående storbyer, har den en mytisk og storslået atmosfære, du ikke finder nogen andre steder. I byens hjerte, hvor historie, kultur og mode smelter sammen i skøn forening, finder du et omfattende udvalg af museer, gallerier, monumenter og andre seværdigheder. Vi har oplistet nogle af de bedste attraktioner, som alle sammen har gode adgangsforhold og høj tilgængelighed.

Topattraktioner i Berlin

  1. Gedenkstätte Berliner Mauer (mindesmærket for Berlinmuren)

Når man siger “Berlin”, kommer de fleste til at tænke på Berlinmuren – den vidtstrakte betonmur, som adskilte Øst- og Vestberlin indtil 1989. Der er stadig stykker af muren tilbage i dag, der står som en tankevækkende påmindelse om, at Tyskland engang var delt – en æra, som varede i næsten tre årtier. Hvis du besøger Gedenkstätte Berliner Mauer (mindesmærket for Berlinmuren), kan du få en fornemmelse af, hvordan det var for alle de mennesker, som levede adskilt fra familie og venner i årevis. Muren blev opført med så kort varsel, at mange vågnede op en morgen kun for at opdage, at de ikke længere kunne besøge deres slægtninge.

Ved mindesmærket for Berlinmuren er der fuld adgang for alle, så du behøver ikke bekymre dig om tilgængeligheden for dit besøg. På den ene side af vejen er der rejst et monument til minde om, hvor muren engang stod, og en række jernstænger symboliserer det, der var kendt som jerntæppet. På den anden side af vejen er der en udsigtsplatform, hvor du kan få et overblik over, hvor muren engang løb i gaderne nedenfor. Her er også et museum, der beretter i detaljer om murens æra og den tilhørende historie og politik. Der er gratis adgang til mindesmærket. Gedänkstätte Berliner Mauer ligger i Bernauer Straße, som har sin egen undergrundsstation (linje U8). Stationen har gode adgangsforhold for kørestolsbrugere.

Anmeldelser på TripAdvisor

  1. Denkmal für die ermordeten Juden Europas (holocaust-mindesmærket)

Et andet åbenlyst aspekt, man ikke kan komme udenom i Berlin, er den store åbenhed omkring noget så dystert som holocaust og alle de mennesker, der blev ofre for nazisterne under anden verdenskrig. Holocaust-mindesmærket eller mindesmærket for Europas myrdede jøder er på én gang åndeløst betagende og skræmmende uhyggeligt.

Selve mindesmærket, som er tegnet af arkitekt Peter Eisenman og ingeniør Buro Happold, spænder over 19.000 kvadratmeter og omfatter 2.711 betonstøtter af varierende størrelse, som er arrangeret i et sirligt gitterformet mønster på en let hældende skråning. Den mest almindelige fortolkning af mindesmærkets udformning er, at den forvirrende og ofte undertrykkende konstruktion skal illustrere og give os en ide om den følelsestilstand, de frihedsberøvede jøder oplevede under holocaust.

I tilknytning til mindesmærket er der et underjordisk museum, som har registreret over tre millioner navne på jøder, der mistede livet under anden verdenskrig. Adgang for handicappede sker gennem en alternativ indgang med elevator.  Der er god tilgængelighed til alle udstillinger og oplevelser, såvel indendørs som udendørs. Det anbefales dog at medbringe en ledsager. Har du nerverne til det, så besøg museet via den store metaldør på siden af bygningen, som fører til noget, der kun kan beskrives som “verdens tavse undergang”. Adgangsforholdene er gode, men det er ikke for sarte sjæle. Alle beskrivelserne i udstillingen findes også på engelsk, hvis dit tysk er lidt rustent.
Billetter koster ca. € 20 pr. person, men der er normalt gratis adgang for handicappede.

Anmeldelser på TripAdvisor

  1. Berlin Zoo

Berlin Zoo er med over 17.000 dyr fordelt over 35 hektar en af de største zoologiske haver i verden. Her hører bure til sjældenhederne, da mange af dyrene kan bevæge sig frit i områder, der er udformet, så de ligner dyrenes naturlige levesteder.
Havens hovedattraktioner er panda- og isbjørneanlægget, men andre dele af haven er også et stort hit – fx elefantanlægget og flodhestene, som også kan beskues under vand gennem et gigantisk panoramavindue.
Handicappede gæster får rabat, så billetten kun koster € 10 i stedet for de sædvanlige € 14,50. Der findes handicaptoiletter forskellige steder i parken.


Der er også gratis udlån af kørestole
ved havens hovedindgang. For € 15 (€ 20 for en standard voksenbillet), får du også adgang til havens akvarium – endnu en fantastisk attraktion, der bestemt er et besøg værd.

Kort fortalt er det nemt at få en hel dag til at gå med at udforske Berlin Zoo – en perfekt udflugt for hele familien.

Se, hvad TripAdvisor har at sige

  1. Brandenburger Tor

Brandenburger Tor, som er bygget i 1791, knejser stolt som indgangsporten til Unter den Linden. Den ikoniske byport ligger kun et stenkast fra rigsdagsbygningen (Reichstag), hvor den tyske forbundsdag har sæde, og andre hovedattraktioner såsom holocaust-mindesmærket.

Brandenburger Tor er et imponerende bygningsværk. Den arkitektoniske udformning giver et kraftfuldt og mægtigt indtryk, og hvis du vil have den fulde fornemmelse for portens størrelse og skønhed, skal du opleve den om aftenen.

Da Brandenburger Tor er en udendørs seværdighed, er der fin tilgængelighed for kørestolsbrugere. Selv om de brostensbelagte gader kan være en udfordring, er der flisebelagte områder på begge sider af porten, som sikrer, at det er nemt at komme til.

Den nærmeste undergrundsstation er Französische Straße, som du kommer til med linje U6.

Anmeldelser på TripAdvisor

Access City Award

Ovenstående er kun et lille udpluk af alle de mange ting du kan opleve i Berin. Men du er nu klædt på til en god storbyferie i Berlin, hvad angår turens indhold.

Generelt har Berlin en god tilgængelighed – Så god at Berlin i 2013 vandt den eftertragtede pris Access City Award.

Vi ønsker dig en god tur.

Skal du flyve til Berlin –  Se vores 8 tips til en lettere flyrejse med din kørestol