Passionate People

Inspiration, ideer samt andet spændende og relevant indhold

for personer med nedsat mobilitet

Forælder i kørestol: Kan det lade sig gøre?

Jasonwatt i kørestol, far til Noah, forælder i køreestol

Som for alle andre

At være kørestolsbruger og forælder er ligesom at være forælder generelt – det er noget af det hårdeste og sværeste og dejligste, der findes. Uanset om du har siddet i kørestol i et stykke tid og overvejer at få børn, eller om du allerede er forælder, og nylig har fået et handicap, har du måske gjort dig nogle tanker om, hvor svært det er at være far eller mor i kørestol.

Du tænker måske, at det vil være for udfordrende rent fysisk. Men det er vigtigt at huske på, at alle forældre har udfordringer med at opdrage deres børn – uanset om man har et handicap eller ej. Dine udfordringer vil højst sandsynligt ikke være større end andres – men de vil nok være anderledes.

Ved at foretage nogle få justeringer i dit liv, behøver det ikke at være sværere at være forælder i kørestol, end at være forælder i al almindelighed.

Forælder til babyer og småbørn

Når børnene er helt små, er de mest krævende rent fysisk. Det meste af det udstyr, du skal bruge til babyer, skal formentlig ændres eller tilpasses dig. Fx kan det være nødvendigt at ændre højden på puslebordet.

Der findes specialdesignede vugger, som kørestolsbrugere kan bruge til deres babyer. Det er en god ide, at købe en vugge der er specielt designet, så du sikrer, at den lever op til alle sikkerhedsstandarder, frem for at bygge én selv.

Noget af det mest fysisk udfordrende, for dig som kørestolsbruger, er at løfte dit lille barn op fra gulvet, når han/hun fx sidder og leger. Nogle kørestolsbrugere, med helt små børn, laver derfor tit et legeområde i en ”forhøjet kravlegård”. På den måde kan babyen lege inden for et begrænset område og kan løftes op, når dette ønskes.

De fysiske rammer kan således tilpasses, og ligesom alle andre småbørnsforældre vil du sikkert opleve, at træthed nok er dit største problem. Det er hårdt nok at opdrage børn i sig selv, men at skulle gøre det fra en kørestol kan kræve ekstra energi. Husk på, at det er i orden, at bede om hjælp og at give dig selv lov til at tage pauser.

Forælder til børn i skolealderen

Det er ikke lige så fysisk krævende at være forældre til børn i skolealderen, men det kan være krævende på en helt anden måde – fx når du skal deltage i skolearrangementer. Nogle skolearrangementer vil ikke være kørestolsegnede.

De fleste skoler bør være kørestolsvenlige, fordi de også skal kunne have elever, som er kørestolsbrugere. Men du kan godt opleve, at det kan være svært at finde et godt sted at sidde til skolekomedien eller skolekoncerten. Og det er måske ikke lige så nemt at komme med på skoleudflugterne og lignende, som du havde håbet.

Du kan spare dig selv for meget besvær, hvis du ringer til læreren eller skolen i forvejen og får svar på dine spørgsmål. Hvis du har en plan og i forvejen har fået at vide, hvor der er kørestolsadgang, og hvor du kan sidde, kan du koncentrere dig om at nyde oplevelserne i stedet for at skulle fokusere på at komme rundt.

Mange forældre til større børn er bekymrede for, at deres handicap vil påvirke deres børn på en dårlig måde. Måske vil de blive betragtet som en byrde. Måske vil deres børn bekymre sig om forældrenes helbred og ikke nyde deres barndom fuldt ud. Men i virkeligheden er børn af forældre med handicaps ofte mere ansvarlige og medfølende end deres jævnaldrende. De lærer at være uafhængige, hjælpsomme og hensynsfulde over for mennesker, der er anderledes.

De lærer også at tænke ud af boksen, fordi de ser dig tilpasse dig dit miljø, og at holde humøret højt på trods af mange udfordringer.

Kan jeg gøre det godt nok?

At være forælder i kørestol kan nogle gange virke som en alt for besværlig opgave. Men du skal huske, at alle forældre er udfordrede, og at de potentielle udfordringer måske ikke er så store, som du forestiller dig.

At blive forælder forandrer ens liv fuldstændigt, og din kørestol bør være det sidste, der holder dig fra at gøre de ting, du gerne vil.

Det kan godt være, at dine børn får en anderledes opvækst end andre, men anderledes er ikke lig med dårlig. Det, der betyder mere end deres forældres fysiske evner, er, at de bliver elsket og passet godt på. Hvis du lærer dem at være respektfulde og venlige, og giver dem de redskaber, de skal bruge for at blive gode voksne – så gør du det godt.

 

Teksten er oversat fra engelsk.
F
orfatter:  Annie Beth Donahue er professionel skribent med fokus på sundhed og handicap. Du kan læse mere om hende her: www.anniebethdonahue.com